Det var på min fødselsdag, og det var da lige til at holde ud at fejre den sådan, vi spiste en hyggelig frokost på Paraa Lodge, med dannebrog på bordet, fødselsdagssang og gaver, og om eftermiddagen tog vi en smuk sejltur på Nilen til Murchison Falls.

Vi sov midt ude i nationalparken i Red Chilli’s rest camp – indtil vi blev vækket af flodhestene, der græssede lige ude foran vores vinduer om natten – en meget speciel og meget høj lyd, der mest af alt lød som noget fra en tegnefilm. Det er et dejligt område at overnatte i, der er bælgragende mørkt om natten, man hører naturens lyde meget tydeligt.

Vores rute med Peter Hersted – vi kørte næsten 3,000 km

Vi landede i Entebbe om eftermiddagen den 9. juni 2010, kørte til hotellet, fik lidt at drikke og sov. Dagen efter kørte vi nordpå gennem Masindi, til Murchison Falls National Park. Det tog hele dagen, men vi så en masse spændende landskaber på vejen, og jeg havde bagsædet for mig selv, hvor jeg kunne ligge og sove, så det føltes ikke som en lang tur.

12. juni 2010 kørte vi videre nordpå til Arua, hvor vi ganske kort krydsede grænsen til Congo. På vejen stoppede vi i Pakwach og besøgte træskæreren Dradri, som laver nogle meget smukke figurer i ibenholt, og stolemageren Albin, der har sit værksted under et træ i mellem hytterne i sin lille landsby. Dradrii bor i en stor landsby, hvor der er tusindvis af børn, og de fulgte alle sammen med for at se hvad disse hvide mennesker mon skulle i deres område, de var søde og nysgerrige, og det var en stor oplevelse at se dem. Vi nåede også til Koboko, hvor Peter har boet, og besøgte nogle af hans venner – Simon der har en gård temmelig langt fra byen og Susan som bor i selve Koboko, to meget forskellige oplevelser, der var spændende på hver deres måde. Vi nåede også til gudstjeneste i Ediofe kirken, det var en stor oplevelse. Der var fuldt hus og der blev prædiket og sunget som var dommedag nær.

Derefter tog vi til Lira, hvor vi også besøgte en række kunsthåndværkere. Blandt andet Caesar og Frederick. Frederick bor i en lille bitte landsby, hvor der vist ikke havde været “Mzungos” – hvide mennesker – på besøg før, og børnene var henholdsvis skræmte og brød ud i gråd eller meget nysgerrige over synet, og skulle lige prøve at røre ved os. Men vi havde et par dejlige timer der. Caesar bor ude i midten af ingenting, det tog flere timer at køre derud, vejene blev til grusveje, grusvejene til stier og stierne mere og mere ufremkommelige. Til sidst punkterede vi i krattet og måtte gå det sidste stykke. Men vi nåede landsbyen og fik en meget smuk modtagelse af syngende kvinder, der blev holdt taler og der blev serveret en god frokost. Desværre kunne vi ikke blive særlig lang tid, jeg ville ellers gerne have oplevet sådan en afrikansk fest, der var flere hundrede mennesker der, og jeg synes det kunne have været sjovt at sove der bare en enkelt nat og deltaget i festlighederne. Men vi skulle jo tilbage til byen inden det blev alt for sent, så vi måtte haste videre.   

Næste stop var Sipi og Sipi falls, som jeg synes var et helt fantastisk sted. Vi boede i de dejligste små rustikke hytter – et rigtigt “honeymoon paradise”, hvor man fra både sengen og bruseren havde den skønneste udsigt over landet.  Der var ingen elektricitet, så man måtte hygge sig i petroleumslampens skær.

Vi gjorde holdt i Jinja, og gik på markedet igen, en dejlig og livlig by.

De sidste dage var vi i Kampala, en varm og hektisk storby – men det var nu også sjovt at se, og vi fik handlet en hel del mere. Det har været skønne og indholdsrige dage hver dag. Vi var et lille sluttet selskab på blot seks personer, og det har været skønt at rejse sammen og med Peter, der bare er helt fantastisk som rejseleder, det har virkelig været en uforglemmelig oplevelse.

De næste 14 dage har vi på egen hånd. Vi starter i Entebbe, ser Zoologisk have, botanisk have og SOS børnebyen, hvor mine forældre har to børn. Derefter går turen til Mbale, hvor vi skal mødes med min bror, svigerinde og niece. Det er der Lilly er fra, og vi skal bo hos hendes mor, og se vores afrikanske familie, det bliver også spændende, er jeg sikker på.

Jeg valgte at booke gennem Kirurgirejser og tog til Izmir i Tyrkiet, hvilket har været en rigtig god oplevelse. Jeg kunne ikke nogle af de dage, hvor der var grupperejser, så jeg valgte at tage derned på egen hånd. Men det fungererede upåklageligt, og jeg følte mig hele tiden i trygge hænder. Jeg blev hentet på hotellet og bragt til øjenklinikken, hvor der var en engelsktalende medarbejder der tog sig af mig og en gruppe af fire tyskere hele dagen.

Turen til Tyrkiet og forundersøgelserne

Jeg tog afsted torsdag eftermiddag fra Kastrup og ankom samme aften i Izmir. Jeg skulle møde på Kaskaloglu øjenklinik næste formiddag, hvor hele formiddagen og lidt af eftermiddagen gik med undersøgelser, der var også en del ventetid, men det var okay. Jeg havde taget en bog med, det var dog lidt naivt, for relativt tidligt på dagen fik jeg sådan noget væske i øjnene der udvider pupilen, og så kunne jeg  ikke længere se noget særligt klart og selv dagslyset var skarpt *G*

Mit syn er +2,75 på hvert øje. Med det pupiludvidende væske i øjnene blev det dog målt til +3,75, og det var det jeg blev opereret efter. Det overraskede mig, men det er åbenbart ikke unormalt, at der er en forskel på dioptrien i “normal-tilstand” og “udvidet-tilstand”. Jeg fik valget, om jeg ville opereres efter +2,75 eller +3,75 men da Dr. Kaskaloglu anbefalede operationen efter synet i “udvidet-tilstand” fulgte jeg hans anbefaling. Det betyder dog, at jeg efter operationen vil have et syn i “normal-tilstand” på -1, men det skulle man ret hurtigt vænne sig til fik jeg at vide, og på længere sigt skulle det være den bedste løsning.

Løsning af hornhinden med Femto-optik laser

Omkring kl. 14 var det tid til selve operationen, og jeg fik sterile operationsklæder på og lagde mig på briksen. Jeg var selvfølgelig nervøs, men de var meget søde og omsorgsfulde alle sammen, både Dr. Kaskaloglu, sygeplejerskerne og den engelsktalende tolk, der alle sammen var med derinde.

De fikserede først mit højre øje – blandt andet med en gummiring, der ved hjælp af vakuum suger sig fast på øjet, det er virkelig ubehageligt, og jeg lå og tænkte på hvad der ville ske, hvis jeg pludselig skulle kaste op og alle mulige andre rædselsscenarier, om at jeg ville få skadet mit syn fordi jeg flyttede hovedet mens laseren skar. Men få øjeblikke senere, var hornhinden løsnet med femtooptik-laseren og turen kom til det venstre øje, hvor det ikke var lige så slemt, fordi jeg nu allerede havde prøvet det en gang. Det gjorde på intet tidspunkt ondt.

Jeg rejste mig og skulle så sidde 10 minutters tid med lukkede øjne og slappe af. Det er på grund af eventuelle luftbobler i hornhinden skal forsvinde inden selve korrektionen af synet, som var næste punkt på dagsordenen.

Selve Lasik-operationen

De fikserede øjet igen, flyttede hornhinden til side (mega klam fornemmelse) og så skulle jeg kigge op i det grønne lys i laseren som så skar. Det tog cirka 18 sekunder for hvert øje, og kunne ikke mærkes. Jeg var bekymret for om jeg lå stille nok, det er svært at vide om man holder sit øje stille nok, når det man kigger på bevæger sig, men det forsikrede de mig om at jeg gjorde, og at det hele gik godt.

Bagefter skyllede han grundigt mine øjne, lagde hornhinden på plads igen, og det var det. Jeg kunne allerede se, men alt var selvfølgelig tåget og jeg var meget lysfølsom. Det var dog alligevel rart, at konstatere jeg ikke var blevet blind, det er jo ens største frygt, selvom den er helt ubegrundet.

Jeg lå og slappede lidt af og tog derefter hjem til hotellet. Jeg tændte ikke lyset, for det ville ikke være rart, så lysfølsom som jeg var. Mine øjne brændte og sved. Tårene trillede ned af kinderne på mig, men så var det heller ikke værre. På hotellet var de enormt søde, en af de ansatte fulgte mig helt op til værelset, åbnede døren før mig og sikrede sig at jeg kom godt ind. De er vant til øjenoperede gæster og tog meget hensyn og var ekstremt hjælpsomme.

Jeg lagde mig på sengen lyttede til Leonard Cohen i min MP3 og faldt hurtigt i søvn. Vågnede igen ved 19-tiden og gik rigtigtig i seng, og sov så til næste morgen. Jeg havde fået noget bedøvende væske til at dryppe i øjnene, men det fik jeg ikke brug for, som sagt sved det, men det gjorde ikke rigtigt ondt, så jeg syntes det var unødvendigt at bedøve øjnene igen. Jeg skulle sove med beskyttelsesbriller på, men det vænnede jeg mig også hurtigt til.

Tjek næste dag

Klokken 10 næste dag skulle mine øjne undersøges, og alt var i orden. Jeg er lidt nærsynet nu, hvilket jeg lige skal vænne mig til. Jeg ser pludselig alting der er tæt på skarpt, mens det der ligger længere væk er temmelig tåget. Det skulle dog blive bedre i løbet af de næste dage og uger, og om tre måneder skulle mit nye syn være stabilt. De fire tyskere der blev opereret samme dag som mig, var alle nærsynede, og de havde allerede et bedre syn end jeg havde, men det er helt normalt, at det tager længere tid for langsynede at komme sig. Mine øjne var også rødsprængte, det var deres ikke.

Jeg skal dryppe øjnene fire gange om dagen i 14 dage med Tobradex, der er et  øjenmiddel med binyrebarkhormon og antibiotikum som reducerer inflammation og bakteriel kontaminering. Desuden fik jeg en flaske med ”natural tears”, ens øjne er nemlig temmelige tørre den første måned efter sådan en operation, så dem skal jeg også dryppe med efter behov.

Dr. Kaskaloglu sagde han ikke forventede jeg skulle bruge briller nogensinde igen, med undtagelse af læsebriller, som jeg formentlig skal have,h når jeg er midt i 40′erne. Men det havde jeg allerede fået at vide, inden jeg blev opereret, så det var ikke en overraskelse, det skal de fleste mennesker jo.

Så tog jeg solbriller og kasket på og gik på sightseeing. Søndag tog jeg hjem til Danmark igen.

Her er meget sort, for det er en vulkanø, og der er brugt lavasten til at bygge huse, hegn og i nogen grad gader med, men uden for byerne er her også meget grønt og frodigt.  Strandene ser dejlige ud med det hvide sand mod den sorte lavasten og det klare vand, og vandtemperaturen her i juli måned er 21 grader, så det er jo lige til at holde ud. Det er til gengæld temmelig varmt at gå rundt på sightseeing i byerne og op i bjergene, da temperaturen er omkring 30 grader.

Det har været spændende at se de gamle landsbyer og strandene, men selve Jeju city og Seogwipo er ikke noget særligt, synes jeg. Husene er som i Seoul meget forskellige, både i udseende og placering, der virker ikke som om der har været en overordnet plan, og mange af dem er direkte grimme. Desuden er de også fuldstændig overplastret med farvestrålende reklamer, som blinker og drejer rundt i en uendelighed, det kan man efterhånden godt kan blive lidt træt af at se på.

Men jeg fik dykket, og det var dejligt! Det var et totalt begyndersted, men der var meget at se på – farverne er brune og lilla, og der var masser af liv. Fiskene var af forskellig størrelse, form og farve. Fik heldigvis også set et par blæksprutter, hvilket jeg var glad for, de er meget elegante som de svømmer stille og roligt rundt i det fri. Der var nogle kæmpe brandmænd der, de var meget flotte, men det gjorde selvfølgelig lidt ondt at blive ramt af deres tentakler.

Jeg bookede dykningen hos Big Blue 33. Der er flere dykkercentre her på øen, men dette er vist det eneste, hvor de taler engelsk (og tysk). Det var et godt sted, og kan klart anbefales, til det lejede udstyr hørte blandt andet decobøje og computer, det synes jeg er god stil. Big Blue 33′s hjemmeside er http://www.bigblue33.co.kr/

Jeju er kendt for deres women divers, som er gamle damer der free diver ned til 20 meter for at fiske, og på den måde forsørge deres familie. Det var meget spændende at se. Vi så dem også ordne dagens fangst om aftenen, det var ret imponerende, hvad de havde fået med op.

Der er gratis internetadgang rigtigt mange steder, blandt andet på hoteller, cafeer og i lufthavnen. Der er også gratis vand mange steder, så man lige kan tage sig et glas i heden. De offentlige toiletter er okay rene, og der har været toiletpapir alle steder.

Korea er et land, som det er sikkert at færdes i, og her er rart at være. Koreanerne er venlige og hjælpsomme, man skal ikke stå længe på gaden med sit bykort i hænderne, før der kommer en og spørger om de kan hjælpe, og det er selvom nogle af dem knapt nok kan et ord på engelske. På markederne bliver man ikke hele tiden generet af sælgerne, de er stille og rolige, i klar modsætning til de aggresive sælgere man møder andre steder i Asien. Det er helt dejligt, at man kan kigge ordentlig på varerne, og i ro og mag stå og beslutte sig for hvad man vil købe.

Koreansk mad er udemærket, det smager måske ikke af så meget efter europæisk standard, men det serveres altid med en række tilbehør som er henholdsvis surt, salt eller stærkt. Det smager faktisk godt, og så er det sundt, da der ikke er så meget fedt og salt i som i vestlig mad, men man kan dog godt savne en burger efter et par dage *G*

De bruger den samme slags stikkontakter (2-ben) som os, så det gør det med stømmen meget let, man behøver ikke medbringe sine adaptorer.

Jeg har brugt et rejsebureau til at orden mine indenrigsture, og det har været en supergod oplevelse. De ringer og mailer utroligt mange gange for at sikre sig, at man får det man ønsker, men der har heller ikke været nogle problemer efterfølgende. Bureauet jeg brugte hedder Segye Tour – www.segyetour.com, og dem kan jeg klart anbefale.

Har været i Seoul, på Jeju-do Island, i Andong og Gyeoungju. Skal forhåbentlig også til DMZ, men eftersom Nordkorea foretager prøvesprængninger i netop disse dage, er det usikkert om jeg kan komme derop.

Seoul tower er helt klart et besøg værd – især når vejret er godt, så er udsigten fantastisk. The Korean Village lige uden for Seoul er også spændende, her kan man se forskellige koreanske huse, og det kan være dejligt med en dag ude af storbyen.

Paladserne i byen er også gode, men nok ikke helt så fantastiske som i beskrivelsen i brochurerne gør dem til… men okay, sådan er det jo mange steder.

Nationalmuseet var godt, og det skulle krigsmuseet også være, det har jeg dog ikke selv besøgt endnu.